14-årige Stian gav de andre baghjul og blev verdensmester

Søndag blev den 14-årige speedwaykører Stian Vithen fra Vissenbjerg Bred Motorklub verdensmester, da han kørte sin første individuelle titel hjem på Elgane Motorstadion i Norge i 85cc-klassen.

Søndag eftermiddag gjorde Stian Vithen fra Vissenbjerg Bred Motorklub det, han ikke havde forventet, men drømt om. Han satte speederen i bund, kørte hurtigere end de øvrige finale-deltagere og kom først over målstregen. 

14-årige Stian Vithen, der til daglig bor i Gummerup, blev verdensmester i speedway i klassen 85cc. 

- Jeg ved ikke, hvad der skete, men selvtilliden var i top den dag, og det kørte bare for mig, siger Stian Vithen.

Mesterskabet er Stian Vithens første individuelle titel, og den blev kørt hjem på Elgane Motorstadion, der ligger mellem Stavanger og Egersund i den sydlige del af Norge. 

- Jeg blev først klar over efter tredje heat, at det kunne blive stort, siger Stian Vithen, der havde regnet med en top-5 placering ved mesterskaberne. 

- Det er var helt urealistisk. Jeg havde slet ikke regnet med det. 

Roligt sind - rolig på banen

Den beskedne 15-årige knægt fra Gummerup har kørt speedway, siden han var fem år gammel og kunne ifølge moren nærmest ikke nå jorden, når han satte sig på cyklen. Men selvom Stian Vithen startede i en ganske ung alder og måske mest gjorde det for sjov dengang, har han aldrig været i tvivl om, at han gerne ville køre stærkere end alle de andre - hver eneste gang. 

- Jeg har aldrig drømt om at blive verdensmester, og nu har jeg nået mit mål, siger Stian Vithen, der ifølge den tidligere speedway-konge, Erik Gundersen, har et roligt sind på cyklen rundt på banen. 

- Det ligger bare til mig at tage tingene stille og roligt i stedet for at blive hidsig og sparke til tingene. Det går nemmere, hvis man tager det roligt. 

Vil være verdens bedste igen

Næste konkurrence er EM i Sverige i slutningen af juli og med en titel som verdensmester i bagagen må det antages, at Stian Vithen er favorit til endnu en titel. I hvert fald hvis man kigger på papiret, for den 14-årige speedwaykører vil ikke hårdnakket udråbe sig selv som podie-favorit. 

- Det ved jeg ikke helt, men eftersom jeg har vundet verdensmesterskabet, tror jeg, at jeg favorit. 

Drømmen for fremtiden er dog ganske sikker - Stian Vithen fra Gummerup vil være verdensmester i de voksne klasser.  

Se hele interviewet med verdensmesteren her. 

I søndags gav 14-årige Stian Vithen sine konkurrenter baghjul i bogstavelig forstand. Den unge speedwaykører fra Vissenbjerg Bred Motorklub kørte sin første individuelle titel hjem på Elgane Motorstadion i Norge og kan nu kalde sig verdensmester i 85cc-klassen.

 

Oversigt

    Oversigt