1400 juleindbrud i danske hjem

Antallet af indbrud i juledagene nærmede sig torsdag 1400 på landsplan. Til gengæld er antallet af tilfangetagne tyveknægte begrænset. Politiet beklager.

Politiet landet over havde torsdag morgen modtaget omkring 1400 anmeldelser om indbrud i forbindelse med juledagene. Værst ser det ud i Østjylland, hvor 295 lejligheder, villaer og virksomheder har haft besøg af ubudne julegæster, men også københavnerne har måttet holde for med 193 indbrud siden juleaften.

Langt størstedelen af tyvene er dog stadig på fri fod, og det beklager politiet flere steder.

- Vi har foreløbig pågrebet en håndfuld tyveknægte, og det tal er jo ikke overvældende. Selve antallet af indbrud er status quo i forhold til sidste år, men vi har haft svært ved at gennemføre en effektiv forebyggelse, for det har vi ikke haft resurser til, siger den centrale efterforskningsleder hos Københavns Politi, Lau Thygesen.

Også på Fyn, hvor der er begået 145 juleindbrud, holder efterforskerne armene nede.

- Det har været så som så med at fange tyvene, det må vi nok indrømme. Men at vi ikke har slået en klo i dem endnu betyder ikke, at vi ikke får fat i dem i det lange løb, siger vagthavende hos Fyns Politi i Odense.

Oversigt

    Oversigt