15-årig frarøvet sin knallert til fest - 16-årig anholdt i toget mod Odense

En dreng fra Ringe fik slag i ansigtet og stjålet sin knallert. Den blev fundet i toget mod Odense, hvor en 16-årig blev anholdt.

En 15-årig dreng fra Ringe fik frarøvet sin knallert, da han var til fest ved Ringe Hallen. Det oplyser Fyns Politi.

 

 

En 16-årig dreng slog den 15-årige i ansigtet med to lussinger og truede med flere, hvis han ikke udleverede sin knallert.

Episoden skete klokken 22.04 onsdag aften, og politiet fik anmeldelsen klokken 22.52, hvorefter der blev sendt to patruljevogne til festen.

Anholdt i toget mod Odense

Senere på aftenen fandt politiet en gruppe på fem unge mennesker på Ringe Station. De ventede på toget mod Odense.

Ifølge Fyns Politi blev knallerten senere fundet i toget og afleveret tilbage til den 15-årige dreng.

Den 16-årige dreng blev anholdt i toget mod Odense og kørt til afhøring på politigården. På grund af hans lave alder blev de sociale myndigheder og hans forældre underrettet, oplyser politiet.

Den 16-årige er sigtet i sagen, men blev løsladt efter afhøringen på politigården.

Oversigt

    Oversigt