15-årig pige voldtaget i garage i Vollsmose

16-årig dreng og 20-årig mand fundet skyldig i voldtægt af en 15-årig islandsk pige i en garage i Vollsmose

En 15-årig islandsk pige blev sidste sommer voldtaget i en garage i Vollsmose i lyset af en mobiltelefon. Det skriver Ritzau.   

Pigen blev voldtaget af en jævnaldrende dreng, der tirsdag ved Retten i Odense blev fundet skyldig i voldtægten sammen med en 20-årig mand.

Retten i Odense lagde vægt på, at den 15-årige islandske pige afgav troværdige forklaringer gennem hele forløbet.

- Pigen var meget troværdig. Hun har både hos politiet og i retten afgivet en fuldstændig enslydende og ensartet forklaring. Det kan på ingen måde siges om de tiltalte, siger anklager Jacob Thaarup, Fyns Politi, til Ritzau.

Pigen faldt i snak med to mænd, da hun i forbindelse med et besøg hos et familiemedlem 9. juli 2015 gik en tur i for at købe cigaretter.

Dernæst blev hun ført til garagen og voldtaget af den nu 16-årige dreng, mens den 20-årige lyste med en mobiltelefon, så drengen kunne se under voldtægten. Den nu 16-årige var blevet tilkaldt af de to mænd, og mændene havde bildt pigen ind, at han ville komme med cigaretter til hende.

Hun har forklaret, at gerningsmændene udnyttede, at hun ikke kunne tale dansk. Hun forsøgte at gøre modstand og sparkede gerningsmanden flere gange, men det lykkedes hende ikke at undgå voldtægten.

Der bliver først afsagt dom den 13. oktober, da retten afventer resultatet af en mentalundersøgelse.

Gerningsmanden var også tiltalt for en voldtægt af en 17-årig pige i november 2015, men her blev han frikendt, da der var usikkerhed omkring pigens forklaring.

 

Oversigt

    Oversigt