15-årig anholdt for vold

En 15-årig dreng blev ved midnatstid søndag aften anholdt for vold mod en 14-årig i Tommerup.

Sammen med to jævnaldrende drenge havde den 15-årige indfundet sig ved Tallerupskolen i Tommerup, hvor der var et håndboldstævne. Her kom han op at toppes med en 14-årig dreng og en 14-årig pige, hvilket resulterede i, at den 15-årige udøvede vold mod de to teenagere.

Hvordan den vold blev udøvet, og hvor meget de to 14-årige kom til skade, kunne vagtchefen ved Fyns Politi mandag morgen ikke fortælle.

Den 15-årige blev siden anholdt af politiet og taget med på politistationen, og da han i forvejen har en voldsdom fra august, overvejer politiet mandag morgen at fremstille ham i grundlovsforhør.

Oversigt

    Oversigt