I det fynske folks tjeneste

15 millioner kroner til naturen: Fynsk projekt fik penge sidste år

Den Danske Naturfond udbyder 15 millioner kroner til lokale naturprojekter. Sidste år gik nogle af pengene til et fynsk projekt.

Sidste år fik et fynsk projekt, der hjalp de truede strandtudser, del i de mange penge.

I 2016 kunne man for første gang søge om støtte til naturprojekter hos Den Danske Naturfond.

Det blev til 60 ansøgninger og støtte til 18 projekter fordelt over næsten hele landet. Ét fynsk projekt modtog 996.000 kroner til genopretning af levesteder som vandhuller for padder ved Refsvindinge. Det var hovedsageligt den truede strandtudse, der fik en håndsrækning. 

Erfaringerne var så gode, at der nu udbydes en ny pulje på 15 millioner kroner til naturen. 

- Vi mærker en stor lokal interesse og engagement for den danske natur. Og vi har gode erfaringer med at give penge til lokale naturprojekter. Det er en fornøjelse at følge lokale ildsjæle, der knokler for at gøre en særlig indsats for naturen i netop deres lokalområde. Derfor stiller vi en ny naturpulje til rådighed for projekter i 2018, siger formanden i Den Danske Naturfond, Lauritz B. Holm-Nielsen, i en pressemeddelelse.   

Læs også Bedre forhold for nordfynske strandtudser

De 15 millioner kroner gives til projekter, som indebærer en konkret og målbar effekt for naturen. Det kan være projekter, som giver en bedre naturpleje i et område eller projekter, som skaber nye naturarealer og flere levesteder for dyr og planter.
 
- Projekterne må meget gerne gøre en indsats for de naturtyper og sjældne plante- og dyrearter, som vi ved, har det svært. Men vi kan også give støtte til mere almindelig natur, siger direktøren i Den Danske Naturfond, Flemming Nielsen, og fortsætter: 

- Desuden lægger vi vægt på, at projekterne skaber varige forbedringer, er lokalt forankrede og helst foregår i et bredt, lokalt samarbejde mellem ildsjæle, lodsejere, organisationer og myndigheder. 

Ansøgningsfristen er den 5. februar 2018