I det fynske folks tjeneste

150 politifolk i aktion: 73-årig anholdt på Ærø

Tysk politi har efterforsket en række tyske statsborgere mistænkt for at medvirke til indgåelse af proformaægteskaber. Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix/modelfoto

Tysk og dansk politi har i en koordineret aktion ransaget adresser i Tyskland og på Ærø. En 73-årig mand blev anholdt på Ærø. Der er mistanke om 1.000 proformaægteskaber - hovedsageligt på Ærø.

Fyns Politi og det tyske Bundespolizei har i en koordineret aktion onsdag foretaget en række ransagninger.

Fyns Politi foretog i forbindelse med en ransagning på Ærø en anholdelse af en 73-årig tysk statsborger.

Ransagningen foregik klokken 09.00 på en privatadresse, hvor også den 73-årige blev anholdt.

Ransagningerne var en foreløbig kulmination på en efterforskning, hvor tyske statsborgere mistænkes for at medvirke til indgåelse af proformaægteskaber. 

De tyske statsborgere mistænkes også for at have benyttet sig af menneskesmugling og dokumentfalsk.

I forbindelse med ransagningen på Ærø afhentede Fyns Politi også en række relevante vielsesdokumenter på rådhuset i Ærøskøbing.

Læs også To dømt i sag om proformaægteskab: Falsk kærlighed skulle betales med gratis arbejde

Mistanke om 1.000 ægteskaber

I alt var 150 politifolk i aktion 12 steder, og ifølge det tyske pressebureau DPA er der mistanke om, at personkredsen har op mod 1.000 fiktive ægteskaber på samvittigheden.

DPA skriver, at udover Ærø blev der foretaget ransagninger i Hamburg, Bremerhaven og den tyske ø Sild syd for Rømø.

Der blev ikke foretaget anholdelser i Tyskland, men fem personer, de fire med invandrerbaggrund, er mistænkt for at være mellemmænd mellem EU-borgere, der tog ophold i Tyskland for at blive gift proforma med asiatere. 
  
Ægteskabene foregik hovedsageligt på Ærø.

Læs også Regeringen vil have mere kontrol med 'Europas Las Vegas'

Ved du noget? Så send os et tip