15.000 liter diesel løb ud - nu skal stort regnvandsbassin renses

Arbejdet med at rydde op efter det omfattende trafikuheld, hvor en anhænger med diesel væltede på Fynske Motorvej, er ikke færdigt endnu . Og det er usikkert, hvor lang tid det kommer til at tage.

Strækningen mellem afkørsel 58a og 58b ved Middelfart blev lørdag 24. august lukket, fordi en anhænger med dieselolie væltede, så der fossede mere end 15.000 liter diesel ud på motorvejen.

Og selv om det nu er mere end tre uger siden uheldet, er Vejdirektoratet langt fra færdige med at rydde op.

I første omgang skulle der lægges ny asfalt på en strækning, fordi dieselen havde opløst bindemidlet i asfalten så meget, at der måtte helt ny belægning på.

Og på en mark ved Kauslunde, umiddelbart ved siden af Fynske Motorvej og få hundrede meter fra stedet, hvor uheldet skete, har Vejdirektoratet opbygget et helt rensningsanlæg, der skal rense forurenet vand i et stort regnvandsbassin.

Det har de gjort, fordi en del af den diesel, der løb ud på motorvejen, nåede at løbe ned i kloakken og videre derfra og ud i det store regnvandsbassin, der normalt benyttes til at samle regnvand fra motorvejen.

Fra bassinet løber vandet videre ud i flere små åer, og derfor er det vigtigt, at vandet bliver renset.

- Da uheldet skete lukkede vi spjældet mellem regnvandsbassinet og de åløb, som vandet normalt løber ud i. Så lige nu kører vi et lukket system, så der ikke kommer noget ud, siger Søren Andersen, der er områdechef for tilsyn ved Vejdirektoratet.

Han forklarer, at de lige nu kører vandet igennem rensningsanlægget, indtil koncentrationen af diesel er lav nok til, at de igen kan åbne spjældet ud til åen.

Senere vil de tømme bassinet helt og rense bunden.

- Der ligger også noget bundfældelse på bunden af vores regnvandsbassin, så på et tidspunkt skal vi også have tømt bassinet og have renset selve bunden op. Men det tager vi på et senere tidspunkt. Lige nu skal vi have gjort det klar, så det kan klare de store nedbørsmængder, der kommer, siger Søren Andersen.

Ingen grund til bekymring

Ifølge områdechefen skal beboerne i nabolaget ikke være bekymrede, selv om der fortsat lugter kraftigt af diesel - også et godt stykke væk fra det sted, hvor uheldet skete.

- Vi har afgrænset der, hvor det er. Der var en olieforurening i midterrabatten, men den jord er taget op og kørt væk. Så der er ikke noget at være bekymret for. Men det er klart, at man kan lugte det, indtil vi har fået regnvandsbassinet renset, siger Søren Andersen.

Hvornår oprydningen er helt afsluttet, er ifølge områdechefen endnu for tidligt at sige.

- Men vi skal nok i hvert fald en 14 dage frem for at have en vurdering af, om vi er ved at være der, siger Søren Andersen.

 

Oversigt

    Oversigt