15.000 rocker i bromudder

Det våde og blæsende vejr har ikkke skræmt publikum væk fra "Rock under Broen". Lørdag fester over 15.000 mennesker under Lillebæltsbroen med blandt andre Big Fat Snake, Rasmus Sebach, Aqua, Nephew og TV2.

Det er blæsende, der har været flere byger og pladsen er mange steder våd og mudderet.

- Vi har det godt. Der er mange mennesker på pladsen og lige nu regner det ikke. Jeg er meget tilfreds og synes det ser godt ud, lyder det optimistisk fra arrangøren Paw Jacobsen.

I mandags var der solgt 15.000 billetter, og selvom vejret måske holder nogle væk er festivalen optimistisk.

- Selvfølgelig påvirker vejret os. Mange gider ikke gå ud med gummistøvler og regntøj. Men dem der er her hygger sig, og det er det hele værd, siger Paw Jacobsen.

Arrangørerne har kørt ekstra maskiner ind for at holde pladsen nogenlunde ordentlig. Der er lagt hundredvis af kørerplader og gummimåtter ud så biler og festivalgæster kan undgå de værste mudderhuller.

Det er 22. gang, der er Rock Under Broen.

Læs mere om Rock Under Broen

Oversigt

    Oversigt