Politiet efterlyser vidner: 16-årig sparket i hovedet

Fyns Politi efterlyser vidner til et voldsomt overfald begået mod en 16-årig dreng i Kværndrup fredag aften.

Det, der skulle have været en hyggelig fredag aften sammen med vennerne, blev alt andet end hyggelig for en 16-årig dreng fra Ringe-området, da han blev overfaldet i Kværndrup fredag aften. 

Ifølge Fyns Politi var den 16-årige dreng sammen med nogle venner på Tre Ege Skolen på Kirkevej i Kværndrup fredag aften, da han på et tidspunkt forlader skolen for at gå nogle andre venner i møde. 

Men det er ikke venner, som den 16-årige møder omkring klokken halv tolv fredag aften. Han møder i stedet tre unge mænd, hvoraf den ene trækker på en hvid knallert med en gul nummerplade, der formentlig starter med “b”. 

Bliver sparket i hovedet 

Det forklarer Thomas Bentsen, der er vagthavende ved Fyns Politi. 

- De overfalder den 16-årige med slag og spark i hovedet. Den forurettede mener, at manden med knallerten tager en genstand og slår ham på benene. Det er muligvis et baseballbat eller en stang. Derefter forlader de tre personer stedet, siger Thomas Bentsen.

Personen, der trak den hvide knallert, beskrives som værende omkring 18-19 år gammel og mellem 180 og 190 centimeter høj. De to andre drenge beskrives som værende mellem 16 og 17 år gamle og omkring 180 centimeter høje.

Efterlyser vidner til overfaldet 

Det er et meget sparsomt signalement af de tre gerningsmænd, og derfor håber Fyns Politi, at nogen i og omkring Kværndrup har lagt mærke til en hvid knallert med gul nummerplade. 

- Kværndrup er jo ikke så stor, så det kunne være meget interessant for os at høre fra vidner, som har set nogen i den aldersgruppe med en hvid knallert, hvor nummerpladen starter med “b”, siger vagthavende Thomas Bentsen. 

Overfaldet er anmeldt til Fyns Politi klokken 23.22 fredag aften. Fyns Politi kan kontaktes på 114. 

Oversigt

    Oversigt