I det fynske folks tjeneste

16-årig fængslet for fynsk hjemmerøveri

To unge hjemmerøvere har tilstået, at de iført elefanthuer trængte ind i rækkehuset hos en 75-årig fynbo.

To ganske unge mænd er blevet varetægtsfængslet i fire uger for det hjemmerøveri, som blev begået natten til mandag mod en ældre mand i et rækkehus på Fyn, oplyser politiet.

Ifølge fyens.dk bor de begge på institutionen Storskoven, hvor personalet tog kontakt til ordensmagten mandag morgen, efter man havde fundet en pistol i gruset uden for institutionen.

De to mænd, som snarere er store drenge på 16 og 21 år, tilstod tirsdag røveriet under grundlovsforhøret.

Det var angiveligt et spørgsmål om penge og udestående gæld, der fik dem til at begå hjemmerøveriet, som fandt sted kort efter midnat på Teglværksvej i Tommerup, der ligger midt på Fyn.

Her trængte de maskeret ind i hjemmet hos den 75-årig fynbo og truede ham med noget, der lignede en pistol.

De var iført sorte elefanthuer og gennemrodede skabe og skuffer efter værdigenstande og frarøvede den ældre mand både armbåndsur og vielsesring.

Mandag formiddag anholdt det lokale politi de to formodede gerningsmænd, som hurtigt tilstod forbrydelsen under forhør.

Det drejer sig om en 21-årig mand fra Tommerup og en 16-årig mand fra Nordjylland.

Hjemmerøverne skubbede den ældre mand ned i en køkkenstol under røveriet, mens der blev holdt en pistollignende genstand mod hans hoved.

Det var med sikkerhed ikke et skydevåben med skarpe skud, oplyser politiet, som snarere tror, at det måske kan have været en legetøjspistol.

Politiet vil endnu ikke sige noget om, hvorvidt der er en forbindelse mellem den 75-årige mand fra Tommerup og den 21-årige gerningsmand, som kommer fra samme by.

Ifølge fyens.dk skal den 16-årige på grund af sin lave alder sidde varetægtsfængslet i surrogat på en ungdomsinstitution.

Avisen skriver, at hans 21-årige medsammensvorne skal tilses af en læge eller psykiater for at fastslå, om han er egnet til at sidde varetægtsfængslet i et almindeligt fængsel.

Ved du noget? Så send os et tip