16-årig slemt forbrændt efter brand

To piger på 16 og 18 år blev natten til søndag fanget af en brand i en villa i Bogense. Den 16-årige er indlagt på Rigshospitalet med alvorlige forbrændinger.

En 16-årig pige er overført til Rigshospitalet med alvorlige forbrændinger efter en brand i et villahus på Middelfartvej i Ore ved Bogense. Det oplyser Fyns Politi.

Branden opstod omkring klokken 02 natten til søndag. Ud over den 16-årige befandt en 18-årig pige sig på 1. sal af huset, hvor de blev fanget af flammerne og røgen.

Kort tid efter lykkedes det at få begge piger ud, og de blev begge bragt til Odense Universitets Hospital med forbrændinger.

Den 16-årige pige blev efterfølgende overført til Rigshospitalet med alvorlige forbrændinger, hvilket vagtchef ved Fyns Politi betegner som alvorlige.

- Når man bliver overført til Rigshospitalet med brandskader er det formentligt fordi, hun er i livsfare, siger vagtchef Niels Erik Nymark Jensen.

Han oplyser, at husets 1. sal er total udbrændt. Brandårsagen skyldes formentlig en kortslutning i en el-tavle.

De pårørende er underrettet.

Oversigt

    Oversigt