I det fynske folks tjeneste

17-årig pige død efter motorvejsulykke

En 17-årig pige fra Odense afgik natten til onsdag ved døden som følge af kvæstelser efter en ulykke på Den Fynske Motorvej på Vestfyn.

Ung pige død efter ulykke på Den Fynske Motorvej Foto: Alexander Aagaard

En 17-årig pige døde natten til onsdag af kvæstelser efter en voldsom ulykke på Den Fynske Motorvej mellem Ejby og Nørre Aaby.

Den 17-årige pige var passager i en bil med fem unge piger.

Bilens 18-årige fører opdagede tilsyneladende for sent, at der var kø på motorvejen som følge af et uheld, hvor en lastbil tidligere var væltet på grund af et sprængt dæk.

De ramte op bag i en holdende lastbil, blev kastet over i autoværnet og landede inde under en anden bil. 

Det præcise forløb er endnu uklart, da de fire andre i bilen er så tilskadekomne, at politiet ikke har kunnet afhøre dem.

Læs også Ulykke på motorvejen: Ung kvinde fra Odense livsfarligt kvæstet

Ulykken skete cirka klokken halv to - halvanden time efter, at lastbilen væltede og forårsagede kø. Motorvejen var spærret mellem Ejby og Nørre Aaby fra lidt over middag til sidst på eftermiddagen.

Lastbilchaufføren havde ikke sele på og blev kastet rundt i førerhuset og pådrog sig en del brækkede ribben.

Ved samme uheld kom en personbil i klemme, mens vragstumper ramte en tredje bil. Her kom ingen alvorligt til skade.

Læs også Lastbil væltet: Motorvejen spærret på Vestfyn