17-årige Søren Kragh drømte om gennembruddet – i dag roser cykelverdenen hans evner

I 2011 håbede den dengang 17-årige juniorrytter fra Strib på en fremtid som professionel cykelrytter. I dag bliver Søren Kragh overdænget med roser efter sin indsats i Tour de France.

Den fynske cykelrytter Søren Kragh Andersen har i løbet af det seneste års tid fået sit store gennembrud i cykelsporten.

I september sidste år kørte han først forrygende i den sidste uge af Vuelta a España, hvorefter han vandt VM-guld i holdløb sammen med sit tyske hold Team Sunweb. Han rundede sæsonen af med en andenplads i klassikeret Paris-Tours, hvor han først på de allersidste meter måtte se sig slået af italienske Matteo Trentin.

quote Hvis jeg bliver ved med at udvikle mig, så kan jeg godt blive professionel, vil jeg selv mene

17-årige Søren Kragh Andersen i 2011

De flotte præstationer har han i 2018 fulgt op på ved blandt andet at vinde kongeetapen i det stærkt besatte Schweiz Rundt, inden han som den første dansker i 30 år kørte i ungdomstrøjen i Tour de France fra 2. til 9. etape.

Allerede i 2011 fortalte den dengang 17-årige juniorrytter til TV 2/Fyn, at han mente, at han muligvis godt kunne blive professionel engang i fremtiden.

- Hvis jeg bliver ved med at udvikle mig, så kan jeg godt blive professionel, vil jeg selv mene, sagde den 17-årige og ambitiøse juniorrytter dengang. 

Træning, træning

I 2011 kørte han for Odenseklubben Team RCR, ligesom han allerede var på juniorlandsholdet. Det gav gode cykeloplevelser både nationalt og internationalt.

- Jeg mener da, at jeg er blandt… eller jeg ved ikke, om jeg er blandt de bedste, men jeg føler, at når jeg kører med i udlandet, så sidder jeg da med overskud og kan køre med om sejren, hvis jeg har gode ben, sagde Søren Kragh Andersen dengang.

Han havde allerede gennemskuet, hvad der skal til for at gå fra at være god til at blive rigtig god.

Time efter time brugte den 17-årige Søren Kragh Andersen på at køre landevejene tynde i området omkring hjemmet i Strib. Også selv om det var vinter, koldt og meget langt fra solrige bjergtoppe i Sydfrankrig.

Timerne på vintercyklen er en nødvendighed for at kunne være med, hvor det er sjovt i resten af sæsonen.

- Det bliver du nødt til, hvis du skal være med på toppen om sommeren, sagde den målrettede fynbo.

Direkte adspurgt hvad der skulle til, for at drømmen om en karriere som professionel kunne blive til virkelighed, var Søren Kragh Andersen både afklaret og præcis.

- Træning. 

Touren

Den energiske fynbo har siden brugt tusinder af timer i selskab med cyklen. Belønningen er kommet tilbage mange gange i form af en række flotte sejre og bomstærke præstationer.

I år har han fået sin debut i verdens hårdeste cykelløb, Tour de France. Som debutant opnåede han i syv dage at køre i løbets ungdomstrøje, der bæres af den bedst placerede rytter under 25 år.

På onsdagens knaldhårde bjergetape sad den nu 23-årige Stribdreng i udbrud hele dagen, inden han på de sidste bjerge leverede en imponerende indsats for sin hollandske holdkaptajn, Tom Dumoulin.

quote Han kører formidabelt stærkt lige nu. Det er verdensklasse

Bjarne Riis

På toppen af dagens tredje bjerg, Cormet de Roselend, skulle Team Sunwebs plan stå sin prøve. Den 23-årige dansker lod sig indhente af kaptajnen, og sammen stak de afsted fra favoritgruppen i fuld fart på nedkørslen.

- Angrebet på nedkørslen var intuitivt. Kragh Andersen er virkelig et monster på nedkørslen, og jeg vidste, at vi kunne tage tid, sagde Tom Dumoulin ifølge feltet.dk til det belgiske medie Sporza efter etapen.

- Den knægt bliver mega god

Også TV 2’s kommentatorer havde store roser til fynske Kragh, der leverede en jætteindsats dagen igennem.

- Når han får besked på noget, så gør han det. Så smadrer han de andre, lød Rolf Sørensens spontane reaktion i kommentatorboksen, og Bjarne Riis var lige så begejstret:

- Han kører formidabelt stærkt lige nu. Det er verdensklasse.

- Han fører vildt ned over en nedkørsel. Det kræver mod, og det kræver rutine, vurderer den tidligere Tour de France-vinder, der ikke var færdig med at rose den talentfulde Sunweb-rytter.

- At så ung og så uerfaren en rytter gør sådan nogle ting, som kun bundrutinerede ryttere ellers gør. At han allerede i så ung en alder opfatter en strategi og udfører den, synes jeg, er genialt, siger Bjarne Riis til TV 2.

Søren Kragh overtog løbets hvide ungdomstrøje wefter 2. etape, men måtte afgive den, da han tabte tid på bjergetapen til Le Grand Bornan. Men det har tilsyneladende ikke taget modet fra den unge dansker, der var en stor hjælp for sin hollandske holdkaptajn på 11. etape.

- Efter nedkørslen kører han Dumoulin ind på bjerget og sidder så længe, som han gør. Han timer sig selv og fyrer den ikke bare af på 500 meter. Tværtimod kører han i det rigtige tempo for Dumoulin så længe, han kan. Det er genialt, at sådan en ung mand har fattet det.

- Den knægt bliver mega god, spår Bjarne Riis. 

 

Oversigt

    Oversigt