17-årig fængslet for mishandling

Den 17-årige pige, der førte an i mishandlingen af en 15-årig pige søndag eftermiddag blev mandag varetægtsanbragt på institution i 15 dage ved et grundlovsforhør i Odense.

De tre piger, der deltog i mishandlingen af den 15-årige søndag eftermiddag ved Kirsebærgrenen i Odense, lagde ikke fingrene imellem.

De slog, sparkede og ydmygede offeret systematisk.

Sigtelsen, som blev fremlagt under grundlovsforhøret, mandag, mod den 17-årige, der førte an under mishandlingen, er ganske barsk læsning.

Der står:

  • den 17-årige brændte den 15-årige to gange med en tændt cigaret på kinden.
  • spyttede hende i ansigtet,
  • rev hende i håret,
  • slog hende i baghovedet og i ryggen med en kæp,
  • sparkede hende i ryggen,
  • slog hende flere gange i hovedet med knytnæve,
  • hoppede eller trådte op på den 15-åriges bryst,
  • strammede hendes pelskrave til om halsen på hende, så hun havde svært ved at få luft
  • fik hende til at lægge sig ned og hældte snavset vand med jord og orme ud over hende fra en vandkande
  • tvang hende til at kysse sine sko

To andre hjalp til

Den ene:

  • slog den 15-årige flere gange i ansigtet med flad hånd,
  • satte sig på hende og tvang hende til at slikke på en tom sodavandsdåse

Den anden:

  • hældte vand ud over den 15-årige
  • hældte mudder i håret på hende med en ske, tværede mudder ud på hendes ansigt med en pind,
  • slog hende med en våd og snavset handske
  • tvang hende til at slikke en pind med mudder
  • tvang hende til at kysse sine sko.

Derudover tog de tre nogle af den 15-åriges ting og smed dem ind i en hønsegård på stedet samt tvang hende til at kravle ind i buret og hente dem.

De smed hendes sko ud i en stor vandpyt og tvang hende til at hente dem på strømpefødder.

Efterfølgende sagde de truende, at hun ikke skulle sladre.

Under grundlovsforhøret blev det nævnt, at en af pigerne skulle have sagt, at hvis den 15-årige sladrer ville de komme efter hende med en kniv.

Det hævdede den 17-årige fremstillede, at hun ikke havde hørt.

Den fjerde pige deltog ikke i brutaliteten, men hun medvirkede ved ikke at hindre de andre i deres gerninger.

Var planlagt

Årsagen til overfaldet skulle være, at den 15-årige havde sagt om en af de fires mødre, at hun er en luder og at en andens mor er tyk.

Derfor besluttede de at ringe til den 15-årige og få hende til at komme ud i et grønt område bag Kirsebærgrenen, hvor hun blev udsat for formentlig det værste hun hidtil har oplevet.

Den 17-årige fremstillede tilstod det meste af sigtelsen og kan vente en tiltale for grov vold og tvang.

Hun har i forvejen en dom for trusler fra november 2011.

Oversigt

    Oversigt