17 fængselsbetjente blev truet efter skudoverfald

Efter en fængselsbetjent blev skudt i benet foran Nyborg Fængsel 12. juni 2016, modtog flere andre betjente trusler i form af avisudklip og skydeskiver i deres postkasser ved deres hjem.

Mandag begynder sagen mod to medlemmer af bandegrupperingen Black Army. De er tiltalt for et brutalt overfald på og skud mod en fængselsbetjent uden for Nyborg Fængsel 12. juni 2016.

Fængselsbetjenten var på vej på arbejde, da en gruppe maskerede gerningsmænd tvang ham ned på jorden, hvorefter de skød ham to gange i benet.

I tiden efter overfaldet modtog flere af fængselsbetjentens kolleger trusler i deres private postkasser, skriver eb.dk.

- Henover en længere periode blev der lagt skydeskiver og en avisforside fra Fyens Stiftstidende med omtale af overfaldet i flere fængselsbetjentes postkasser, siger formand for Fængselsforbundet Kim Østerbye til eb.dk.

I følge Kim Østerbye modtog i alt 17 fængselsbetjente avisudklip, og en betjent modtog to gange en skydeskive i sin private postkasse.

Kulmination på magtkamp

Kim Østerbye mener, at episoderne var kulminationen på længere tids problemer med banderne Black Army og LTF, der forsøgte at tage magten bag murene.

Vicepolitiinspektør Henrik Justesen fra Fyns Politi bekræfter, at de har modtaget og efterforsket anmeldelser fra fængselsbetjentene.

- Vi kigger i retning mod bandemiljøet og har lagt sagerne ind under efterforskningen af sagen fra Nyborg, men hidtil har det ikke ført til sigtelser, siger Henrik Justesen til eb.dk.

Oversigt

    Oversigt