I det fynske folks tjeneste

Svindlede for 434.000 kroner: 19-årig dømt for 99 tilfælde af kreditkortmisbrug

En 19-årig mand fra Odense skal i fængsel, efter han fredag ved Retten i Odense blev dømt skyldig i blandt andet kreditkortbedrageri.

En i dag 19-årig mand er fredag idømt fængselsstraf for adskillige tilfælde af kreditkortmisbrug. Foto: Nikolai Linares / Ritzau Scanpix

99 gange misbrugte en i dag 19-årig mand fra Odense andre menneskers kreditkort til at købe ting på nettet med.

Det straffede Retten i Odense fredag med i alt et år og tre måneders fængsel, hvoraf de tre måneder er ubetinget, mens de resterende 12 måneder er betingede med vilkår om samfundstjeneste.

De 99 køb beløb sig samlet set til et misbrug på 434.000 kroner.

Læs også Sosu-hjælper malkede ældre mands konto for formue

Udover de 99 tilfælde af kreditkortmisbrug er den 19-årige mand også kendt skyldig i at have videregivet andres kreditkortoplysninger via Facebook Messenger.

- Han er også dømt skyldig for i 63 tilfælde at have skaffet sig betalingskortoplysninger og have videregivet dem til flere personer, hvilket er en skærpende omstændighed, via Messenger, siger Sine Josephsen, der er anklagerfuldmægtig hos Fyns Politi.

Svindel med Netflix-konti

Derudover er han også dømt for i 27 tilfælde at have delt e-mailadresser og adgangskoder til i alt 801 aktive danske Netflix-konti.

Både det at det foregik for flere år siden og at han var så ung, han var kun 15-16 år, da det startede, har været med til at gøre dommen mildere

Sine Josephsen, der er anklagerfuldmægtig, Fyns Politi

De tre tilfælde ligger alle flere år tilbage. Forholdene omkring videregivelse af Netflix-oplysninger skete fra september 2015 til november 2016. Deling af betalingskortoplysninger skete mellem juni 2016 og juli 2017, mens de 99 tilfælde af kreditkortbedrageri foregik fra februar 2017 til juli 2017.

Det har også spillet ind på straffen, forklarer anklageren.

- Både det at det foregik for flere år siden og at han var så ung, han var kun 15-16 år, da det startede, har været med til at gøre dommen mildere. Udgangspunktet er en fuld fængselsstraf i sådanne sager, siger Sine Josephsen med henvisning til, at et år af straffen er gjort betinget.

Opdaget ved et tilfælde

Opklaringen af de mange tilfælde af bedrageri blev opdaget via både grundigt politiarbejde og lidt af et tilfælde.

En anden ung mand havde flere gange kontaktet Fyns Politi efter at have mistet sit sygesikringsbevis, fordi han var sikker på, at det blev misbrugt. Men en dag blev det afleveret hos politiet – sammen med en række andre kort.

- Heriblandt var der kort med den dømtes navn på, og sådan blev man opmærksom på ham, fortæller Sine Josephsen.

Læs også Mand stjal taske fra døende trafikoffer og misbrugte kort

I en række af de butikker, hvortil han havde bestilt pakker med andres kreditkort, var der opsat overvågning. Derfor kunne politiets efterforskning senere hen påvise, at det var ham, der havde hentet mange af pakkerne.

Det erkendte den 19-årige også i retten fredag. Men det var også det eneste, han erkendte.

- Han nægtede sig skyldig – udover at han har hentet pakkerne. Men han erkendte ikke, hverken at have bestilt dem eller at have sendt koder og oplysninger i de andre forhold, siger den anklagerfuldmægtige fra Fyns Politi.

Alligevel valgte den 19-årige ikke at anke dommen, og han kan derfor se frem til tre måneder i fængsel.