Måske samme gerningsmænd: Overfald og indbrud i Ringe

En 19-årig mand fra Ringe blev natten til onsdag overfaldet af tre mænd. Blot 20 minutter senere stak tre mænd af fra et indbrud i en tøjbutik kort derfra. Politiet søger vidner.

Fyns Politi efterforsker onsdag morgen en mulig sammenhæng mellem to hændelser fra Ringe natten mellem tirsdag og onsdag.

Klokken 01.05 blev en 19-årig mand, der var på vej hjem fra studenterfest, passet op af tre mænd på et stisystem ud for Degnemarken mellem fri- og efterskolen og fritidscentret.

- De ville gerne have hans værdier, og de slår og sparker ham, men får ikke noget med, da han ikke har noget, som han kan give dem, siger Thomas Bentsen, vagtchef ved Fyns Politi.

Inden overfaldet havde den 19-årige nået at smide sine ting ind under en busk, fordi han - med rette - følte sig forfulgt.

Den 19-årige, der blev overfaldet, var på grund af mørket efterfølgende kun i stand til at give politiet et sparsomt signalement af de tre mænd, der overfaldt ham.

De beskrives alle tre som værende mellem 20 og 25 år gamle, mellem 175 og 180 centimeter høje og iført mørkt tøj. Den ene af de tre var iført en kasket med teksten ’NY Yankees’. Alle tre mænd talte dansk.

- Så hvis nogen kan kende den ud fra beskrivelsen eller har set noget, hører vi selvfølgelig gerne fra dem, siger vagchefen.

Den 19-årige havde ifølge politiets døgnrapport ingen alvorlige skader efter overfaldet, men dog et ømt ribben.

Indbrud kort tid efter

Blot 20 minutter senere er der indbrud i Din Tøjmand i Algade blot få hundrede meter fra stedet, hvor den 19-årige blev overfaldet.

Her når tre gerningsmænd ifølge vagtchefen at stikke af med en hel del tøj, blandt andet skjorter og livremme. De er dog muligvis blevet fanget på et overvågningskamera, i det de forlader området.

- De er muligvis stukket af fra stedet i en sølvgrå Peugeot 206. De har fået en del tyvekoster med sig fra forretningen, siger vagtchefen.

Hvorvidt der er sammenhæng mellem de to hændelser, der altså skete kort tid efter hinanden og med kort distance imellem, kan politiet endnu ikke sige noget om.

- Sammenhængen tør vi ikke svare på. Men hvis nogen kan hjælpe os her, eventuelt med at kæde de to ting sammen, så er det rigtig interessant, siger Thomas Bentsen.

Fyns Politi kan kontaktes på telefon 114.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt