I det fynske folks tjeneste

19-årig dræbt i ulykke i Odense

En 19-årig mand mistede natten til lørdag livet, da han sad i en bil, som med fem-seks unge mennesker tørnede mod et vejtræ i midterrabatten på Albanigade i Odenses centrum, oplyser politiet.

Ulykken skete lidt før kl. 03, og lørdag morgen var det endnu uklart præcis hvor mange personer, der havde været i bilen, og hvem der havde kørt den. Men den 19-årige var formentligt blandt passagererne, oplyser den vagthavende ved Fyns Politi til Ritzau.

To andre i bilen blev kvæstet ved ulykken.

Af endnu ukendte årsager var bilen, som kørte med meget stor hastighed, kommet over i den modsatte kørebane, hvor den var lige ved at støde sammen med en taxi, oplyser den vagthavende.

Under undvigemanøvren mistede føreren herredømmet over køretøjet og kolliderede med vejtræet. Albanigade, som er en hovedtrafikåre i Odense, var afspærret i mange timer efter ulykken.

/ritzau/