20-årig fynsk svømmer skal til EM

20-årige Laura Gleerup Jensen fra Odense er blevet udtaget til EM på langbane, der til sommer skal svømmes i Skotland.

Dansk Svømmeunion har udtaget 17 danske svømmere til sommerens EM på langbane. Rikke Møller Pedersen og Mie Ø. Nielsen, der begge er europamestre, er udtaget sammen med Pernille Blume.

På holdkortet er også 20-årige Laura Gleerup Jensen fra svømmeklubben H2Odense.

Den unge svømmer kvalificerede sig efter weekendens Danish Open i Bellahøj Svømmestadion, hvor EM-kvalifikationskravene i 200m fri lige akkurat blev klaret med en personlig rekord på 2.00,51.

Odense hædret på trænerposten

H2Odenses arbejde uden for bassinet blev også hyldet i weekenden, da Winnie Faber blev hædret med prisen som Årets Træner 2018.

For to år siden ved det seneste EM i langbane vandt Danmark syv medaljer, hvilke, foruden Rikke Møller Pedersens og Mie Ø. Nielsens af guld, fordelte sig ved fire sølvmedaljer og én bronze.

EM foregår i år i Glasgow fra den 3. til den 9. august.

 

Oversigt

    Oversigt