20-årig gymnasieelev fængslet: Købte maskinpistol med skarp ammunition på nettet

PET fik tippet fra en udenlandsk efterretningstjeneste.

En 20-årig fynsk gymnasieelev er onsdag blevet straffet med to års fængsel for på internettet at have købt en maskinpistol med skarp ammunition.

Sagen startede i februar, hvor den dengang 19-årige gymnasieelev på nettet indledte dialog med en sælger om et muligt køb af en Heckler & Koch maskinpistol med ti magasiner og 550 skarpe skud.

quote Han sagde, at han var nervøs for, at der kunne opstå uroligheder i Danmark, så han fik behov for at beskytte sig selv

Kirsten Flummer, anklager, Fyns Politi

Hvad han ikke ved, er, at det ikke er en traditionel våbensælger, han har fat i - det er en udenlandsk efterretningstjeneste.

- PET får en henvendelse i starten af februar om, at den her unge mand arbejder på det mørke internet og er i færd med at købe det her våben og ammunition, siger Kirsten Flummer, der er anklager ved Fyns Politi.

Det var en Heckler & Koch-maskinpistol som denne, den 20-årig forsøgte at købe.
Det var en Heckler & Koch-maskinpistol som denne, den 20-årig forsøgte at købe.
Foto: Bax Lindhardt / Scanpix

Overdragelse på Fyn

Herefter overtager PET sagen og får en såkaldt agentkendelse.

Et stykke inde i den emailkorrespondance, som den 19-årige har med våbensælgeren, der altså nu reelt er PET, finder efterforskerne ud af, at overdragelsen skal ske på Fyn. 

Derfor bliver Fyns Politi også involveret i sagen, som de overtager og arbejder videre med.

- I marts har han så aftalt et møde i Nyborg og har købesummen med. Den politiagent, der indfinder sig på den parkeringsplads, hvor overdragelsen finder sted, har også våben, magasiner og ammunition med, siger Kirsten Flummer.

Umiddelbart efter overdragelsen har fundet sted, bliver han anholdt.

Diffuse forklaringer

Gymnasieeleven har over for politiet ikke rigtig kunne gøre rede for, hvorfor han har ønsket at købe et våben med så mange skarpe skud, eller hvad han skulle bruge et våben med så mange skarpe skud til.

- Han var meget diffus omkring årsagen. Han sagde, at han var nervøs for, at der kunne opstå uroligheder i Danmark, så han fik behov for at beskytte sig selv, siger Kirsten Flummer.

Derfor har politiet siden anholdelsen forsøgt at få adgang til den nu 20-åriges computer. Indtil videre uden held.

- Det er meget interessant for os, hvad der ellers er på den computer, men det er endnu ikke lykkedes at lukke den op. Men nu mente vi ikke, at han kunne sidde varetægtsfængslet længere, siger Kirsten Flummer.

Derfor var han onsdag i retten for selve våbendelen, hvor han altså blev idømt to års ubetinget fængsel.

Han har udbedt sig 14 dages betænkningstid med hensyn til, om han vil anke dommen.

I mellemtiden arbejder politiets teknikere videre med den dømtes computer, som de meget gerne vil have adgang til. 

Den 20-årige, der gik i 3.g i gymnasiet, var indtil sagen helt ukendt af Fyns Politi. 

Oversigt

    Oversigt