20-årige Mohamad føler sig snydt: - Han skal sendes hjem, siger DF, Nye Borgerlige og Stram Kurs

Selv om ung flygtning har lært dansk og fået en uddannelse, skal han rejse hjem til Syrien, når der er fred, mener en række partier.

Mohamad Adb Almonam er 20 år og studerer i Odense, hvor han er i gang med at tage en hf-uddannelse, så han kan blive student til sommer.

Hans fremtid er dog uvis. Står det til en række politiske partier, skal han sendes hjem til Syrien, hvorfra han flygtede på grund af borgerkrig.

Han føler sig snydt, fordi han - da han kom til Danmark for tre år siden - fik at vide, at han kunne få en fremtid i Danmark, hvis han lærte sproget og kunne forsørge sig selv.

- Bare lær dansk, og kom ud på arbejdsmarkedet, så får du lov til at være i Danmark som alle andre, fortæller Mohamad Adb Almonam om fremtidsudsigterne dengang.

quote Derfor bliver man snydt efter alle de løfter, vi har fået, om at jeg kan få lov til at blive. Det er fuldstændig urimeligt

Mohamad Adb Almonam, flygtning

Hvis han bliver sendt tilbage til Syrien, føler han, at hans indsats og arbejde i Danmark har været spildt.  

- Det danske sprog kan man ikke bruge i Mellemøsten eller Syrien. Det er kun noget, man kan bruge i Danmark. Derfor bliver man snydt efter alle de løfter, vi har fået, om at jeg kan få lov til at blive. Det er fuldstændig urimeligt, siger Mohamad Adb Almonam.

Dansk Folkeparti: De skal sendes hjem

I Dansk Folkeparti er der ikke plads i Danmark til sådan nogle som Mohamad Adb Almonam.

- Problemet er, at vi har haft en folkevandring sydfra. Det er ikke i orden, at de skal være her. De skal sendes hjem, når der er fred i deres hjemland, siger folketingskandidat Eva Jørgensen (DF).

quote Det er ikke i orden, at de skal være her. De skal sendes hjem, når der er fred i deres hjemland

Eva Jørgensen, Dansk Folkeparti

I Stram Kurs ærgrer man sig over, at flygtninge tidligere er blevet lovet, at de kan få lov til at blive.

- Jeg vil gerne give et svar direkte til Mohamad. Han føler sig urimelig behandlet. Han føler, han er blevet lovet noget, som han måske ikke får. Jeg kan godt forstå, at han er utilfreds, for der er blevet lovet guld og grønne skove, siger Martin L. Christensen fra Stram Kurs, der dog ikke har tænkt sig at hjælpe muslimer med at blive en del af det danske samfund.

- Jeg vil ikke være i mindretal i mit eget land, og derfor kan vi ikke tage noget betydeligt antal mennesker til Danmark, fastslår han.

Enhedslisten: Deres land er bombet sønder og sammen

Hos Enhedslisten mener man omvendt, at samfundet skal gøre, hvad det kan for at hjælpe flygtninge. Der er en grund til, at mennesker som Mohamad Adb Almonam er flygtet fra Syrien.

- De er flygtet fra et land, som er blevet bombet sønder og sammen, og hvor der er en diktator, der sidder på magten, og hvor deres liv er i fare, hvis de bruger deres ytringsfrihed. Derfor kan vores signal ikke være til dem, at nu må de bare tage hjem til deres diktator og sønderbombet by, siger folketingskandidat Jesper Kiel fra Enhedslisten.

quote De er flygtet fra et land, som er blevet bombet sønder og sammen, og hvor der er en diktator, der sidder på magten, og hvor deres liv er i fare, hvis de bruger deres ytringsfrihed

Jesper Kiel, Enhedslisten

Hos Kristendemokraterne skal det være op til den enkelte flygtning at afgøre, om de vil rejse hjem til Syrien.

- Hvis de har mulighed for at komme hjem, finder de selv ud af det - hvis vi ikke har taget al personlighed, selvtillid og tro på dem selv fra dem, mens de har været her, siger folketingskandidat Margit Lund Cramer fra Kristendemokraterne.

Nye Borgerlige: Lav velfungerende lejre i nærområdet

Nye Borgerlige er enig med Dansk Folkeparti og Stram Kurs i, at flygtninge skal rejse hjem til deres hjemland, når der er fred. Flygtninge skal som udgangspunkt opholde sig i nærområderne og derfor slet ikke nå hele vejen til Danmark, der ligger 4.000 kilometer væk.

- Flygtningeprincippet er, at i landet, du flygter fra, skal man tage ophold i det første sikre land, man kommer til. Dér skal vi sætte ind og lave store, velfungerende lejre, siger Klaus Kroll, der er folketingskandidat for Nye Borgerlige.

Hvor skulle Mohamad have taget flygtningeophold?

- Da vi så, at Syrien og Libyen brød sammen, skulle vi have lavet disse store lejre, hvor man havde sundhed og børnepasning i et naboland til Syrien, siger Klaus Kroll.

Folketingskandidaterne diskuterede paradigmeskifte i tredje runde i Ollerup. Se hele debatten her. 

Mohamad Adb Almonam har ingen planer om at vende tilbage til Syrien, hvor borgerkrigen har raset og ødelagt landet siden 2011.

Oversigt

    Oversigt