20-årig i fængsel for narkobesiddelse

En 20-årig mand med bopæl i Odense skal de næste tre et halvt år bag tremmer for besiddelse af 1,4 kilo amfetamin samt omgang med hælervarer.

Det blev afgjort, da sagen var for Retten i Svendborg i dag, skriver Fyens.dk.

Manden blev den 19. februar taget på fersk gerning med den store mængde amfetamin på Vestergade i Ringe. Ifølge den 20-åriges egen forklaring var han blot kurer og skulle bringe amfetaminen videre til en anden person. Han var havnet i den situation på grund af en narkogæld.

Sagen blev kørt som en tilståelsessag, hvor den 20-årige også erkendte omgang med hælervarer, idet han på sin bopæl i Odense havde modtaget en kuffert med stjålne parfumevarer til en værdi af cirka 6000 kroner.

I fængselsstraffen er der også medregnet en reststraf på 92 dage for brugstyveri. Den 20-årige valgte at modtage dommen, skriver Fyens.dk.

Oversigt

    Oversigt