20-årig indsat tilstår vold i Ringe Statsfængsel

Fyns Politi anholdt torsdag eftermiddag en 20-årig indsat i Ringe Statsfængsel. Manden er sigtet for grov vold mod en medfange.

Anholdelsen skete i forlængelse af efterforskningen i sagen om en anden 20-årig mand, der mandag blev fundet bevidstløs i sin celle efter at have været udsat for grov vold.

Offeret blev efterfølgende indlagt på Odense Universitetshospital, hvor han ligger i koma.

Den anholdte erkendte at have forøvet vold mod den medindsatte.

Fyns Politi vil af hensyn til efterforskningen ikke uddybe, hvordan volden blev udøvet.

Den anholdte er efter aftale med kriminalforsorgen og anklagemyndigheden overflyttet til andet lukket fængsel, og der er derfor ikke grundlag for at fremstille ham i grundlovsforhør.

Den forurettedes tilstand er uændret, oplyser vicepolitikommissær Jack Liedecke.

Oversigt

    Oversigt