Af Jonas Hulgaard Ammundsen, folketingskandidat for Enhedslisten
Jeg var 20 år gammel, da jeg første gang blev ansat i en børnehave.
Jeg arbejdede sammen med nogle helt fantastisk dygtige pædagoger, som satte en stolthed i deres faglighed. Vi havde en god leder, som forstod at balancere de daglige opgaver, en leder har, samtidig med at være en del af børnenes hverdag.
Derudover var vi heldige at have et stort antal børn med privilegerede forældre, som havde både god økonomisk og social kapital. Vi havde med andre ord meget få udfordrede familier.
Min mening - på vej mod valg
Rammerne for en god dagligdag var tydeligvis til stede, men det til trods oplevede vi stadig enormt mange mangler.
Alene med 20 børn
Jeg havde ikke arbejdet i børnehaven i mere end en uge, da jeg for første gang oplevede at stå alene på legepladsen med over 20 børn. En pædagog var syg og en anden var til forældresamtale. Økonomien var ikke til at købe vikar ind, hver eneste gang vi oplevede sygdom. Derfor måtte vi klare os med en mand mindre.
Og der stod jeg alene på legepladsen, hvor jeg skulle have overblik over alle disse børn. Jeg er ikke fagligt uddannet og har ikke selv børn, så vi var endt i en situation, som ikke var okay for børnene, for forældrene eller for mig som ansat.
Var nogle begyndt at slås, havde et barn slået sig og skulle trøstes, eller var der en der skulle have skiftet ble, havde jeg valget imellem at vente med at drage omsorg eller lade resten af børnene være alene tilbage.
Landspolitisk spørgsmål
Det her lyder måske som en helt ekstrem situation. Faktum er bare, at det ikke er tilfældet. Om morgenen og eftermiddagen er daginstitutioner stærkt underbemandet. Det er utrygt for både børn og forældre at skulle afleveres og hentes i en så stresset situation, som det tit er.
Desuden underkender man fagpersonalets faglige stolthed. Når man er så presset på tid som tilfældet ofte er nu, bliver det næsten umuligt at udføre sit arbejde på tilfredsstillende vis.
Det er tydeligt, at kommunerne, som har haft ansvaret for daginstitutionerne ikke har evnet at løfte opgaven; formentlig fordi de har fået sparekrav på sparekrav fra folketinget. Derfor er vi nu endt et sted, hvor situationen er så kritisk, at man fra landspolitisk hold må gribe ind.
Minimumsnormeringer, må derfor være nødvendigt at få indført. Der er ingen, der mener, at klasseloft i folkeskoler er en dårlig idé, hvorfor kan vi ikke overføre samme tanke til daginstitutionerne?
