20 fynske busser til LO-demonstration

Omkring 1000 fynboer er så utilfredse med regeringens genopretningsplan, at de vil bruge tirsdag eftermiddag og aften på at tage til København og demonstrere.

Ifølge LO Odenses formand Helle Nielsen kører 20 busser til København fra hele Fyn. Fagforeingerne har sørget for gratis afgang fra Søndersø, Middelfart, Faaborg, Rudkøbing, Svendborg, Ringe, Nyborg, Kerteminde, Assens og Odense.

I København slutter de sig til den store LO-demonstration på Christiansborg Slotsplads klokken 16.30, hvor blandt andre LO-formand Harald Børsting vil tale.

- Jeg håber det rykker noget, når vi kommer så mange på et tidspunkt, hvor folk først har skullet på arbejde. Når man kan mobilisere så mange, så er det fordi, man mener det alvorligt, siger Helle Nielsen til TV 2/FYN.

- Det jeg hører er, at medlemmerne er fortørnede over, at regeringen og Dansk Folkeparti vil indføre så voldsomme forringelser, der kan ramme alle. Særligt halveringen af dagpengene er folk bekymrede for, siger Helle Nielsen.

Læs mere om demonstrationen her

Oversigt

    Oversigt