I det fynske folks tjeneste

200 job til Lindø

Bladt Industries A/S rykker ind på Lindø med en stor ordre i vindmølleindustrien. Det giver 200 job - primært til smede og svejsere.

Allerede i maj rykker Bladt Industries A/S ind på Lindø, hvor der skal bygges 41 såkaldt jacket-fundamenter til havvindmøller i den tyske del af østersøen.

At den aalborgensiske entreprenørvirksomhed har valgt Lindø er ikke tilfældigt, siger Michael Nymark Hansen, direktør for Lindø Industripark:

- Vi har nogle af Nordeuropas bedste faciliteter i forhold til at transportere og løfte store vindmøllekomponenter, og vi er glade for at kunne byde velkommen til Bladt Industries.

Også Bladt Industries A/S's direktør, Peter Rindebæk, ser muligheder i Lindø:

- Vi er fokuserede på at fastholde vores position som global markedsleder inden for såvel fundamenter til havvindmøller, og den markante kapacitetsudvidelse i Lindø Industripark skal ses i dette lys.

Derfor er Bladt Industries på Lindø for at blive.

- Lindø er nogle unikke faciliteter, så vi er der permanent også når denne ordre er leveret.

200 job

De 200 job skal primært besættes af fynske medarbejdere

Rekrutteringen til de nye stillinger på Lindø planlægges i samarbejde med de lokale Jobcentre i Kerteminde og Odense.

Der vil i løbet af april måned være yderligere information omkring ansøgningsmuligheder på www.bladt.dk og på jobcentrenes hjemmesider. Ansøgninger skal være skriftlige og ske via ansøgningsskemaer.

Det kan let blive til mere end 200 arbejdspladser.

- Udover de 200 mand på Lindø, vil vi helt sikkert få brug for fynske underleverandører, siger Peter Rindebæk, direktør Baldt Industries A/S.

Ved du noget? Så send os et tip