21-årig fængslet for at påsætte brand i Gudme

Søndag aften udbrød der brand i et hus i Gudme for anden gang inden for en måned. En 21-årig mand fra Sydfyn er nu varetægtsfængslet i fire uger.

I går klokken 21.18 blev brandfolk tilkaldt til et hus i Gudme på Sognevej, fordi der var udbrudt brand. For en måned siden var der brand i præcis samme hus.

Da huset er ubeboet og står uden strøm, var det nærliggende for politiet at antage, at branden er påsat. Brandfolk fandt to arnesteder i huset og observerede en 21-årig mand på gerningsstedet. Kort efter lykkedes det Fyns Politi at anholde den 21-årige på hans bopæl på Sydfyn.

- Under afhøringer i nat tilstod manden over for politiet at stå bag branden, og i dag klokken 14 blev han fremstillet i grundlovsforhør, fortæller efterforskningsleder Henrik Justesen fra Fyns Politi til TV 2/FYN.

Fyns Politi ønsker, at den 21-årige skal varetægtsfængsles, fordi de vil efterforske, om han også kan stå bag andre brande i området.

Retten i Svendborg valgte at varetægtsfængsle den 21-årige mand i fire uger, og dommeren afgjorde også, at han skal mentalundersøges. Varetægtsfængslingen blev ikke kæret, oplyser vagtchefen ved Fyns Politi.

 

 

 

Oversigt

    Oversigt