225 arbejdspladser fra Fyn til Haderslev

Fyn får ingen af de fem statslige administrationscentre, der skal udbetale offentlig yderlser. I stedet skal Fyn fremover betjenes fra Haderslev. Dermed flytter et par hundrede fynske arbejdspladser fra Fyn til Haderslev

Odense og Nordfyn havde lagt billet ind på at få et af de fem centre, der skal tage sig af sager om offentlige ydelser og samtidig styrke udviklingen i yderområderne. I dag bliver disse opgaver varetaget af kommunerne.

Sent fredag besluttede regeringe, at de fem centre skal ligge i Holstebro, Vordingborg, Frederikshavn, Hillerød og Haderslev.

- Det er ubegribeligt. Vi har den faglige kompetence og vi har vist at vi kan reducere administrationsudgifterne, siger Peter Rahbæk Juel(S), der er rådmand for Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen i Odense Kommune.

Beslutningen betyder, at der flytter omkring 75 arbejdspladser fra Odense til Haderslev og cirka 150 arbejdspladser fra resten af de fynske kommuner.

I Odense er der opbygget et særligt Ydelsescenter, som har stået for udbetalingen af fx penion, børnepenge, boligsikring og andre offentlige ydelser. Derfor havde kommunen satset hårdt på at få et af de nye administrationscentre.

- Det er utroværdig, når regeringen siger, at de vil effektivisere den offentlige administration. Vi har bevist, at vi kan gøre det billigere end andre steder i landet og alligevel flytter man den faglige kompetence væk fra Odense, lyder det fra rådmanden.

De fem nye centre får i alt 1000 medarbejdere og det er en reduktion på 25 procent i forhold til hvad kommunerne bruger på opgaverne i dag.

Oversigt

    Oversigt