23-årig voldsmand angreb politiet

En 23-årig mand gik natten til tirsdag amok på en betjent, da politiet ville anholde ham for vold mod sin samlever.

Manden har gennem længere tid udøvet vold mod sin samlever i Næsby i Odense. Han har slået hende, kastet hende i gulvet og taget kvælergreb på hende flere gange.

Klokken 0.30 fik politiet en melding om at han igen befandt sig hos sin samlever, men da betjentene mødte op på bopælen overfaldte manden en af betjentene med flere spark i maven og et enkelt spark i hovedet.

Politiet fik dog overmandet voldsmanden og han blev anholdt og vil nu blive sigtet for vold. Betjenten slap uden skader.

Den 23-årig vil blive fremstillet i grundlovsforhør tirsdag med krav om fængsling.

Oversigt

    Oversigt