238 vil søgte om energimillioner

Energi Fyns fonde er populære som aldrig før. I alt 238 personer, foreninger og organisationer søgte i år om tilskud.

Energi Fyn har Energi Fyns Almene Fond og Energi Fyns Udviklingsfond, og begge fonde har som formål at udvikle Fyn.

I år spændte ansøgningerne lige fra forskning i nye typer vindmøller til samtalegrupper for unge.

- Den fynske idérigdom er stor, når der tænkes i nye projekter til gavn for Fyn og fynboerne. Det er glædeligt, at fondene på den måde er i folks bevidsthed år efter år, og at det er Energi Fyn, mange tænker på, når der søges om midler til realisering af gode idéer. For at komme i betragtning skal projekterne være med til at udvikle Fyn, og det skinner rigtig godt igennem i ansøgningerne, siger Bent Agerholm, der er koncernchef i Energi Fyn og fondsadministrator i de to fonde.

I alt uddelte de to fonde 1,8 millioner kroner, og pengene gik til nedenstående projekter:

Brandts i Odense modtog 350.000 kr. til etablering af en ny belysning af kunstsamlingen, der bl.a. består af godt 6.000 værker af danske kunstnere fra 1750 til i dag.

Fletværket modtog 30.000 kr. til gennemførelsen af en skulpturudstilling under navnet "Green Art" - koncentreret i Farvergården i Odense.

Foreningen Odense Blomsterfestival modtog 50.000 kr. til hjælp til etableringen af et delprojekt under festivalen med fokus på de fynske herregårde, slotte, seværdige bygninger og den fynske natur.

Haver til Maver i Odense modtog 22.500 kr. til opgradering af elinstallationer og etablering af udendørs belysning i Skolehaven Falen i Odense, hvor projektet der sætter naturen på skoleskemaet drives fra.

Samtalegrupper for unge modtog 50.000 kr. til et udviklingsprojekt kaldet "Kreativt Frirum". Det er et tilbud til ensomme, indadvendte unge i alderen 16-25 år, som har lyst til på en kreativ måde at arbejde med sig selv.

OKS modtog 100.000 kr. til hjælp til etableringen af aktivitetsområdet SPARK, som er en forkortelse af Sport og Park, og som vil indeholde trænings- og legefaciliteter for alle.

Medicinhaverne i Tranekær modtog 70.000 kr. til anlæggelse af stisystem og plantebede i "Haven for neuro- og bevægeapparatet", der bliver den 4. af i alt 6 tematiske haver.

Kerteminde Jollehavn modtog 50.000 kr. til hjælp til indkøb af en handicapvenlig stålrampe som led i etableringen af et offentligt badeanlæg.

MG&BK Gymnastik modtog 35.000 kr. til hjælp til etablering af en parkour park med det formål at give børnene i Middelfart mulighed for at dyrke denne bevægelsesstil.

Kerteminde Boldklub modtog 27.550 kr. til hjælp til opførelse af multibane og agility bane ved Kerteminde Boldklubs klubhus.

Ringe Svømmeklub modtog 100.000 kr. til udsmykning af et nyetableret, multifunktionelt svømmetorv i Midtfyns Fritidscenter.

Natteravnene i Odense modtog 35.000 kr. til i samarbejde med Odense Kommunes Skolevæsen at etablere en konkurrence for 8. og 9. klasserne, hvor de sætter fokus på de unges adfærd i nattelivet.

Foreningen til forskønnelse af Brobyværk modtog 175.000 kr. til hjælp til et belysningsprojekt i Brobyværk/Sønder Broby, der bl.a. med en særlig gadebelysning skal fremhæve de kulturhistoriske værdier.

Oversigt

    Oversigt