24-årig fængslet efter overfald i Rudkøbing

Den 24-årige mand, der er sigtet for lørdag at have slået en 15-årig med knytnæveslag og med en metalstang, er søndag eftermiddag blevet varetægtsfængslet i ti dage.

Lørdag aften blev en 24-årig mand anholdt for at have slået en 15-årig dreng flere gange med knytnæver og én gang med en metalstang. 

Klokken 13 søndag blev den 24-årige fremstillet i grundlovsforhør. Her blevet det slået fast, at han bliver varetægtsfængslet i ti dage.

Manden er sigtet efter straffelovens paragraf 245, som handler om legemsangreb af særlig rå, farlig eller brutal karakter.

Anklager krævede fire uger

Anklager Brian Dybdahl havde krævet, at manden skulle varetægtsfængsles i fire uger, men dommeren valgte altså, at han kun skulle fængsles ti dage, ligesom han valgte varetægtsfængslingen skulle være i surrogat. 

Det betyder, at han i stedet for at sidde i et arresthus vil være varetægtsfængslet lukket psykiatrisk institution i de ti dage.

Forsvarer Michael Meyn mente, den 24-årige skulle løslades.

Nægter sig skyldig

I retten nægtede den 24-årige sig skyldig, men accepterede, at han skulle varetægtsfængsles. Når man er blevet varetægtsfængslet, er der dog efterfølgende en periode på 14 dage, hvor man har mulig for kære beslutningen. 

Når en sigtet bliver varetægtsfængslet i surrogat, er det, fordi der er indikationer på, at sagen ikke ender med en almindelig afsoningsstraf. Den 24-årige fik sidste år en behandlingsdom og vil altså afsone et sted, hvor han kan fortsætte sin behandling. 

Oversigt

    Oversigt