I det fynske folks tjeneste

24 skader fra fyrværkeri

Skadestuerne i Odense og Svendborg har nytårsaften og -nat modtaget 24 personer med skader fra fyrværkeri. En person er indlagt.

Indtil klokken 08.00 nytårsdag har skadestuerne i Odense og Svendborg modtaget 24 personer med skader fra fyrværkeri.

To af dem med skader efter crysantemumbomber, hvoraf den ene er indlagt, oplyser Jens Lauritsen fra Ulykkes Analyse Gruppen på Odense Universitetshospital.

En tredjedel af de 24 tilskadekomne vil modtage opfølgende ambulant behandling, og flere af dem er sendt til undersøgelse hos øjenlæge.

Halvdelen af skaderne skyldes nytårsraketter.

De fleste er blevet forbrændt enten i hovedet, på halsen eller i ansigtet, mens en fjerdedel af dem er skadet på hænder og arme.

Nytårsaften er der ikke sket nye alvorlige håndskader, men i dagene op til Nytårsaften er to yngre mænd indlagt med håndskader fra kanonslag, der vil medføre varige mén.

Endelig status over nytårets skader ventes klar 2. januar.

Ved du noget? Så send os et tip