25-årig tæt på at dø under madlavning

Det var tæt på, men en 25-årig mandlig studerende fra Odense kan takke flere for, at han i dag er i live.

Klokken 04.36 gik en vægter rundt i området omkring Rasmus Rask Kollegiet i Bolbro, da han pludselig hørte en alarm.

Vægteren troede først, at det var en tyverialarm, men da han nærmede sig kollegiet, kunne han se en del røg. Han kiggede ind ad et vindue og kunne se en mand ligge på gulvet i køkkenet.

- Han bankede på ruden, men der skete ingenting, så han ringede til 112, fortæller vagtchefen hos Fyns Politi.

Først da to betjente sparkede døren ind, fik de liv i manden.

- Kollegerne vurderede, at han var tæt på at dø af røgforgiftning, siger vagtchef Erik Halkjær.

Manden var ved at varme en grydefuld mad på komfuret på fuld blus, da han tilsyneladende var faldet i søvn.

Ifølge vagtchefen blev manden bragt til undersøgelse for røgforgiftning.

Oversigt

    Oversigt