26-årig dræbt i frontalt sammenstød

En 26-årig mand fra Odense blev søndag aften dræbt i en trafikulykke øst for Assens.

Et færdselsuheld lige uden for Turup ved Assens kostede søndag aften en 26-årig mand fra Odense livet.

Den 26-årige kom kørende i en Peugeot ad Turupvej i retning mod Assens, da han kom over i modsatte kørebane, hvor han kørte frontalt ind i en modkørende bil.

- Her kommer en større jeep, en firehjulstrækker. Det giver et frontalt sammenstød, og føreren af Peugeoten bliver dræbt på stedet, siger Steen Nyland, vagtchef ved Fyns Politi.

Politiet har endnu ikke noget bud på, hvorfor Peugeoten med den 26-årige bag rattet ender i den modsatte kørebane.

- Det sker af uforklarlige årsager. Vejen går lige ud ved uheldsstedet, så det er ikke fastlagt, hvorfor han ender i den anden vejbane, siger Steen Nyland.

Bilinspektør

Vagtchefen forklarer, at politiet tilkalder en bilinspektør, når der er ulykker med svært tilskadekomne eller dræbte. 

- Han har været der, og han har undersøgt stedet. Og så venter vi bare på, at der kommer en rapport fra ham, siger Steen Nyland.

Føreren af den anden bil i ulykken, en 23-årig mand fra Assens, er ifølge vagtchefen kommet lettere til skade. I politiets døgnrapport beskrives, at han fik brud på begge fødder.

De pårørende er underrettet.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.
Optegninger på Turupvej efter bilinspektørernes arbejde natten til mandag.
Optegninger på Turupvej efter bilinspektørernes arbejde natten til mandag.
Foto: Ole Holbech / TV 2/Fyn

Oversigt

    Oversigt