I det fynske folks tjeneste

26-årig fynbo havde skydevåben i bil og i hjemmet

Dommer i Odense skal afgøre, om 26-årig mand fra Nordfyn skal varetægtsfængsles. Pistol blev fundet i bil i Bolbro.

En mand fra Nordfyn sigtes af politiet for at ligge inde med to skydevåben. Det ene lå i en bil, og det andet blev fundet på hans bopæl, oplyser en anklager fra Fyns Politi.

Den anholdte, der er 26 år, fremstilles i grundlovsforhør i Retten i Odense tirsdag eftermiddag. Anklagemyndigheden kræver, at manden varetægtsfængsles på grund af lovovertrædelserne.

Hvis sagen senere fører til dom, risikerer den sigtede en straf på mindst et års fængsel. Det er nemlig udgangspunktet i sager om skydevåben.

Politiet oplyser, at manden blev afsløret ved en rutinemæssig kontrol af en bil med to mænd natten til tirsdag. Bilen blev standset i Bolbro. Og i køretøjet lå en pistol, oplyser Benny Linde Larsen, der er politiinspektør i Fyns Politi.