28-årig dømt for drugrape

Fynsk mand idømt et års fængsel for voldtægt og forsøg på voldtægt af to kvinder efter forudgående bedøvelse.

En 28-årig mand fra Odense er tirsdag idømt et års fængsel i en sag om drugrape af to kvinder.

Han er fundet skyldig i at have hældt et bedøvende stof i et glas rom og cola, som han serverede for en dengang 23-årig kvinde i sommeren 2015.

Herefter havde han og en uidentificeret mand samleje med den forsvarsløse kvinde.

Den dømte er også fundet skyldig i et forsøg på voldtægt af en kvinde i maj 2016.

Her hældte han et stof, angiveligt ecstasy, i et glas cola, som han serverede for en 22-årig kvinde.

Kvinden fornemmede efter kort tid, at hun ikke længere kunne styre sin krop, og at hun havde svært ved at stå på sine ben.

Hun slap ud af lejligheden i tide og tilkaldte hjælp. Efterfølgende blev der fundet spor af ecstasy i urin- og hårprøver fra kvinden.

Anklager Marianne Birck havde talt for fængsel i mindst to et halvt år, men dommer og domsmænd mente, at et års fængsel rækker.

Domsmandsretten nåede frem til resultatet efter bare en halv times votering.

Marianne Birck siger til Ritzau, at hun på baggrund af dommen vil indstille til Statsadvokaten, at dommen ankes til skærpelse.

- Jeg er tilfreds med, at manden er dømt i henhold til anklageskriftet, men udmålingen af straffen svarer ikke til, hvad jeg havde påstået, siger Marianne Birck.

Omvendt vil mandens forsvarer anke dommen til frifindelse.

Den 28-årige mand har nægtet sig skyldig.

Han har forklaret, at han ganske rigtigt havde samleje med den ene af kvinderne.

Men det foregik på kvindens initiativ, og hun var ved sine fulde fem, da det skete, har han forklaret.

I det andet tilfælde har han forklaret, at kvinden var stærkt beruset, da hun efter en bytur kom med op i hans lejlighed.

Under besøget spiste de pizza, hvorefter kvinden ifølge mandens forklaring blev sendt hjem med en taxa.

Der skete intet seksuelt mellem de to undervejs, har manden forklaret.

Der var uenighed om dommen blandt dommeren og de to domsmænd.

En af dem mente ikke, at voldtægt og voldtægtsforsøg var blevet bevist og ville frifinde for dette forhold.

Retten fandt ikke, at der er grundlag for at varetægtsfængsle manden. Han vil blive indkaldt til senere afsoning.

Den 28-årige var tiltalt efter en paragraf, der handler om voldtægt mod en person, der befinder sig i hjælpeløs tilstand.

Sidste år modtog landets politikredse 132 anmeldelser efter denne paragraf.

Det er fire gange så mange som i 2013, da der indkom 31 anmeldelser om voldtægt ved udnyttelse af hjælpeløs tilstand.

Opdateret klokken 13.18.

 

Oversigt

    Oversigt