29-årig delte tæsk ud efter Egeskov Marked

En mand fra Kværndrup var onsdag i det truende hjørne. Først blev han smidt ud af Egeskov Marked. Derefter delte han øretæver ud på en nærliggende kro - for øjnene af politiet.

Den 29-årige mand mødte op på Egeskov Marked sidst på dagen.

- Han er i arbejdstøj, så noget kunne tyde på, at han kom lige fra arbejde. Herefter begynder han at true andre gæster med tæsk, siger vagtchef Thomas Bentsen, vagtchef hos Fyns Politi.

Vagter fra markedet smider herefter den 29-årige ud, og han fortsætter til Kværndrup Kro.

- Her fik vi en melding klokken 21.30 om, at han forsøgte at komme i konflikt med de andre gæster - og havde overfaldet en person med knytnæveslag og lussinger, siger vagtchefen.

En patrulje kører derfor til kroen for at få styr på urolighederne.

- Og mens betjentene står på kroen, vælger den 29-årige så at dele flere knytnæveslag ud for øjnene af betjentene, siger Thomas Bentsen.

Den 29-årige bliver herefter anholdt og taget med på politistationen i Odense. Her sidder han nu og afventer juristers afgørelse om, hvorvidt han skal fremstilles i grundlovsforhør.

Han bliver sigtet for to voldstilfælde.

- Og så havde han også en hobbykniv på sig, så han bliver også sigtet for at have overtrådt våbenloven, siger vagtchefen.

Oversigt

    Oversigt