30-årig fængslet i fire uger

En 30-årig mand fra Assens, der sigtes for brandstiftelse mod et pizzaria i Odense, blev torsdag varetægtsfængslet i fire uger.

Det skete ved et lukket grundlovsforhør torsdag eftermiddag i retten i Odense.

Manden har tilstået, at det var ham, som tirsdag aften smed to molotovcoktails mod Jasmin Pizzaria i Nørregade i Odense.

Under gerningen fik han sat ild til sig selv, hvilket blev filmet på mobiltelefon af et vidne.

Ejeren af Jasmin Pizzaria fortalte igår, at der flere gange er sket hærværk mod restauranten og at hun og hendes mand føler sig forfulgt.

Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre, fordi politiet mener, at der er andre involveret.

Derfor er der også sparsomt med oplysninger i sagen.

Oversigt

    Oversigt