I det fynske folks tjeneste

30 borgere kan ikke komme hjem

Sukkersiloen i Assens vil ikke give sig. Nu står den som et skævt tårn - og 30 borgere er evakueret.

En planlagt sprængning af en stor silo i Assens tirsdag sidst på formiddagen gik ikke som planlagt.

Siloen opførte sig genstridigt. I stedet for at styrte i grus står den tirsdag ved middagstid som et skævt tårn.

- Noget gik galt, og nu er der møde i sprængningsgruppen, fortæller vagtchef Kim Munksgaard fra Fyns Politi.

Ordensmagten er involveret i sagen, fordi et område er afspærret.

En gruppe borgere er også direkte berørt af operationen. På grund af faren for en ukontrolleret nedstyrtning er cirka 30 mennesker evakueret.

- De sidder i vores politibusser, siger vagtchef Kim Munksgaard.

Nedbrydningsfirmaet Preben Hockerup A/S er ved at finde ud af, hvad man skal stille op med den problematiske silo på Søndre Ringvej.

I nærheden af den tidligere sukkersilo har også politiet adresse. Men politistationen er ikke i fare, da siloen hælder den anden vej.

Ved du noget? Så send os et tip