3000 år gammel sjældenhed fundet

Det er kun en snes huller i jorden, men alligevel en sensation. Et hus fra yngre bronzealder er ved at blive udgravet i Tornbjerg i Odense. Dermed er der fundet tre bronzealderhuse på Fyn.

-

Det er kun en snes huller i jorden, men alligevel en sensation. Et hus fra yngre bronzealder er ved at blive udgravet i Tornbjerg i Odense. Dermed er der fundet tre bronzealderhuse på Fyn.


Huset har været ti meter langt og fem meter bredt og bygget på stolper. Omkring huset er der fundet ildsteder og såkaldte lergruber, hvor beboerne har lavet mad og hentet materiale til husets vægge. Desuden er der fundet en del flintredskaber, potteskår og knogler fra dyr.


Det nyfundne hus ligger i et kommende boligområde i Rørhatten i Tornbjerg. Det blev fundet, da arkæologer rutinemæssigt afsøgte området, inden det bebygges med parcelhuse.


Huse fra bronzealderen er uhyre sjældne, bl.a. fordi stolperne, de er bygget på, ikke blev gravet ret dybt ned. Resterne bliver derfor let ødelagt af f.eks. landmænds plove.


Der er således kun fundet to andre huse på Fyn. Et ved Langeskov og sparsomme rester af et andet i Højby. Det findes til gengæld rekonstrueret på Hollufgård ved Odense.


Bronzealderen strakte sig over perioden fra ca. 1700 til ca. 500 f. Kr.

Oversigt

    Oversigt