3000 kvadratmeter til 80 millioner

En ny akutmodtagelse blev onsdag formiddag indviet på Svendborg Sygehus - og det på trods af udsigten til, at den formentlig skal lukke igen om få år.

80 millioner kroner. Det er prisen for den nyindrettede fælles akutmodtagelse, som blev officielt indviet onsdag i Svendborg. Umiddelbart rigtig mange penge for noget, der efter alt at dømme skal nedlægges igen, så snart et nyt supersygehus står klar i Odense.

Men pengene er ikke spildt, mener sygehusdirektør Jane Kragelund.

- Der er lang tid til, vi flytter ind i det nye sygehus. Og vi er nødt til hele tiden at udvikle og følge med, så vi leverer god kvalitet til patienterne.

Alle akutte patienter fra det sydfynske område vil fremover blive modtaget her. Skadestue, fødeafdeling og operationsafsnit er nu samlet under et tag. Til gavn for patienterne. Til gengæld skal sygehusets personale nu omstille sig til nye tider - og en usikker fremtid.

Fire etager og 3000 kvadratmeter

Den nye akutmodtagelse i Svendborg er blevet til efter en større ombygning af det eksisterende sygehus, og så er der blevet udvidet med omkring 3000 nye kvadratmeter fordelt på fire etager.

Oversigt

    Oversigt