3.000 nye dårlige betalere

Hos Debitor Registret har man i 2009 fået hele 3.025 nye registrerede dårlige betalere i Region Syddanmark.

1. januar 2010 er 4,1 procent af befolkningen over 17 år i Region Syddanmark registreret som dårlige betalere - og regionen er således blandt de hårdest ramte.

Region Syddanmark er - med 3.025 nye dårlige betalere - den næsthårdest ramte region, men den procentvise stigning på 12,3 procent ligger kun en smule over landsgennemsnittet.

Finanskrisen satte i 2009 sine tydelige spor i danskernes privatøkonomi. I løbet af året blev hele 13.488 nye dårlige betalere registreret hos Debitor Registret på landsplan.
 
- 2009 har budt på en stigning på flere end 1.000 personer per måned. Der har aldrig været flere registrerede, end der er nu, og hver enkelt skylder flere penge til flere forskellige virksomheder i forhold til tidligere. Vores prognoser tyder på, at det vil fortsætte med uformindsket kraft i 2010, siger administrerende direktør i Debitor Registret, Birger Baylund.
 
 Der er fortsat store forskelle i, hvor mange der er registreret i hver enkelt region. Region Syddanmark ligger med 4,1 procent registrerede i den høje ende - og et stykke over Region Nordjyllands 3,4 procent.

Antallet af dårlige betalere forventes at stige yderligere i 2010.

Oversigt

    Oversigt