I det fynske folks tjeneste

30.000 kr. til prisværdige formål

I dag uddeler foreningen Odense Vestre Inner Wheel 30.000 kroner til velgørende formål. Pengene går blandt andet til Vollsmose Kirke, Kirkens Korshær og Odense Hospice Støtteforening.

-

I dag uddeler foreningen Odense Vestre Inner Wheel 30.000 kroner til velgørende formål. Pengene går blandt andet til Vollsmose Kirke, Kirkens Korshær og Odense Hospice Støtteforening.


Foreningen, der er den kvindelige pendant til Rotary, har 50 års jubilæum, og det er i den forbindelse, at de mange penge bliver uddelt.


\"Vi ønsker at støtte og påskønne nogle af de mennesker, der gør et stort stykke socialt arbejde. Det er meget prisværdigt, og derfor giver vi penge til dem,\" fortæller Marianne Demant, der er præsident i foreningen.


Integration af ældre indvandrere


Fra Vollsmose Kirke deltager præsten Torben Hangaard i dagens festligheder. Han modtager donationen på vegne af hele Vollsmose Kirke for arbejdet med integration af ældre indvandrere.


\"Jeg er meget glad for den påskønnelse, det jo er, at nogle lægger mærke til vores arbejde. Jeg føler, det er en anerkendelse, og jeg modtager pengene på vegne af os alle, der arbejder med de ældre indvandrere, for vi er mange. Det er ikke kun mig,\" siger Torben Hangaard.


Udover Vollsmose Kirke, går donationerne til Odense Pigegarde, de danske julemærkehjem, Kirkens Korshær, Odense Hospice Støtteforening og Den Lille Klub, der er en klub for ældre odenseanere.