I det fynske folks tjeneste

33-årig anholdt to gange

En 33-årig mand blev søndag aften anholdt, da han var i færd med at begå indbrud i Odense. Senere på natten blev han igen anholdt for overfald på en ældre mand.

En nabo alarmerede politiet ved 21-tiden søndag aften, fordi nogen var ved at begå indbrud i et hus på Åsumvej.

Da politiet nåede frem, kunne de anholde en 33-årig mand fra Odense.

Han blev taget med på stationen, sigtet og løsladt igen klokken 02.20.

En times tid senere var den 33-årige igen på færde, da han overfaldt en 71-årig mand i Christiansgade i Odense.

Han forsøgte at tømme den 71-åriges lommer, men den 71-årige satte sig til modværge og overmandede gerningsmanden, som så igen blev anholdt.

Ved du noget? Så send os et tip