I det fynske folks tjeneste

3328 indbrud på Fyn

Sidste år kom tusinder af fynboer hjem til et ribbet hus eller lejlighed. Og nu står sommerferien for døren, og det betyder tomme huse og let spil for de langfingrede.

Selvom antallet af indbrud er faldet gennem de senere år på Fyn, så blev der anmeldt 3328 indbrud sidste år ifølge Danmarks Statistik. Det er 251 færre end i hele 2010.

Derfor er der stadig brug for at se på, hvor man selv kan gøre en indsats. Specielt nu hvor mange huse står tomme, fordi folk rejser på ferie.

- Se dit hus med tyvens øjne. Der, hvor du ville bryde ind, vil indbrudstyven sikkert også, fortæller projektleder Lone Harlev i Det Kriminalpræventive Råd.

En af de ting, der virkelig virker er nabohjælp. Her viser forskning, at naboer, der holder øje kan være med til at forhindre hvert fjerde indbrud. Og så handler det selvfølgelig om at få sit hus til at se beboeligt ud.

  • Friske potteplanter i vindueskarmen
  • Tændt lys om aftenen
  • En tændt radio
  • Vasketøj på snoren
  • Udendørs belysning med føler
  • Få naboen til at parkere sin bil i din carport
  • Fyld skraldeposen
  • Tøm postkassen

Her kan du også få gode råd til hvordan du sikre din bolig.

Ved du noget? Så send os et tip