I det fynske folks tjeneste

34-årig skød løs med jagtgevær

En 34-årig mand fra Rudkøbing blev onsdag anholdt efter han havde skudt løs med et oversavet jagtgevær både indenfor og udenfor.

Det var mandag aften, at den 34-årige fik den ide, at han ville skyde løs med sit oversavede jagtgevær. Den første skudepisode foregik inde i lejligheden, hvor der var to andre personer til stede.

- Han smadrer fladskærmen, da han skyder fladt med geværet, men de to kommer ikke noget til, fortæller vicepolitikommissær Henning Christiansen ved Svendborg Politi.

Kort efter gik manden ud på vejen og skød igen.

- Der må være en masse, der har set og hørt det, for det var tidligt på aftenen, siger Henning Christiansen.

Men alligevel bliver episoden først anmeldt onsdag eftermiddag og manden bliver anholdt kort efter.

- Vi har ikke belæg for at sigte ham for forsøg på manddrab, men han er blevet sigtet for §252 og §192a, og anklagemyndigheden sidder lige nu og vurderer om han skal fremstilles i et grundlovsforhør, lyder det fra Henning Christiansen.

Den 34-årige er fra lokalområdet og kendt af politiet, men politiet vil ikke fortælle for hvad.

Vis stort kort

Hvad er han sigtet for?

§ 252. Med fængsel indtil 8 år straffes den, der for vindings skyld, af grov kådhed eller på lignende hensynsløs måde volder nærliggende fare for nogens liv eller førlighed.

§ 192 a. Med fængsel fra 1 år indtil 6 år straffes den, der overtræder lovgivningen om våben og eksplosivstoffer ved under særligt skærpende omstændigheder at indføre, udføre, transportere, erhverve, overdrage, besidde, bære, anvende, tilvirke, udvikle eller med henblik på udvikling forske i


1) skydevåben eller
2) andre våben eller eksplosivstoffer, når våbnet eller eksplosivstofferne på grund af deres særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig skade.
Stk. 2. Den, der i øvrigt overtræder lovgivningen om våben og eksplosivstoffer under særligt skærpende omstændigheder, straffes med fængsel indtil 6 år.

Ved du noget? Så send os et tip