3550 personer smittet med MRSA: Det højeste antal i ti år

Antallet af personer, der smittes med resistent MRSA-bakterie, steg sidste år med næsten 20 procent.

Antallet af personer, der blev smittet med den resistente MRSA-bakterie, steg sidste år med næsten 20 procent i forhold til året før.

Det skriver Statens Serum Institut i sit seneste nyhedsbrev.

Antallet steg sidste år til 3550 tilfælde mod 2973 tilfælde året før.

Det er det højeste antal nyregistrerede tilfælde, siden meldepligten blev indført 1. november 2006, oplyser Statens Serum Institut.

Den resistente MRSA-bakterie er et problem, fordi den er immun over for behandling med methicillin - et antibiotikum i familie med almindelig penicillin.

Det betyder, at infektioner hos MRSA-smittede er vanskeligere at behandle end ellers og kræver behandling med meget specielle antibiotika.

Statens Serum Institut har set på, hvor smitten kommer fra.

Det viser sig, at 80 procent af smittetilfældene er erhvervet i Danmark, mens 20 procent af tilfældene kommer fra udlandet.

Ifølge seruminstituttet udgør asylansøgere, der kommer til Danmark, en stadig større andel af de smittede.

På den baggrund anbefaler instituttet, at asylansøgere, der bor eller har boet i asylcentre inden for det seneste halve år, undersøges for MRSA.

Derudover har der været en stigning i de såkaldte samfundserhvervede smittetilfælde.

Det dækker over tilfælde, hvor den smittede har fået MRSA ved kontakt til hospitaler, plejesektor eller til en anden person, der er smittet med MRSA.

Der har også været en mindre stigning i antallet af personer, der er smittet med den særlige husdyrvariant af MRSA, CC398, der findes hos svin.

Her var der sidste år 1249 tilfælde mod 1173 tilfælde året før.

De fleste, der smittes med MRSA, er raske smittebærere, der ikke mærker noget til bakterien.

Personer, der er syge eller svækkede, risikerer dog at udvikle alvorlige infektioner, hvis de smittes med MRSA.

Oversigt

    Oversigt