Tinderbox: 36.000 festede i Tusindårsskoven

Tinderbox blev ikke udsolgt i år, alligevel er arrangørerne stolte af den tredje udgave af musikfestivalen. Forsøg med friluftsbadet forløb fint.

De sidste gæster har forladt Tusindårsskoven i Odense, efter den tredje udgave af musikfestivalen Tinderbox lukkede klokken 02.30 natten til søndag.

Og alt er forløbet fredeligt og roligt, melder festivalens talsmand, Morten Hopballe.

Over de tre dage samlede festivalpladsen hver dag op mod 36.000 musikglade mennesker foran de fire scener. 
Og selv om alle 40.000 billetter sidste år blev solgt, er arrangørerne tilfredse med fremmødet.

- Vi er stolte, også selv om vi ikke havde udsolgt i år. Vores festival er tre år gammel, og at vi kan samle så mange tusinde mennesker i skoven er en kæmpe succes, siger Morten Hopballe til Ritzau.

Det mest mindeværdige øjeblik for Morten Hopballe var, da Thomas Helmig gik på scenen fredag aften: - Han formår bare at få publikum med.

Den 20-årige hollandske dj Martin Garrix var sidste musikalske indspark. Verdensstjernen lukkede festivalen bag dj-pulten klokken 02.30 natten til søndag.

- Det brag, han præsenterede, var helt enormt og fik publikum fuldstændig med. Vores gæster har været gode. De var nærværende og startede en fest, siger Morten Hopballe.

Et friluftsbad inviterede gæsterne til en dukkert for første gang i år, og det regnfulde danske sommervejr var ikke en hindring for at trække i badebukserne.

- Et par hundrede gæster hoppede i hver dag, men især fredag var der regn, og det havde selvfølgelig en betydning. Og vi er glade for at have givet mulighed for en svømmetur, siger Hopballe.

DAD, Suspekt, Mø og Tina Dicow var blandt de danske kunstnere, som spillede på festivalen, mens udenlandske kunstnere som Kings of Leon, Sean Paul og Pet Shop Boys også var på plakaten.

Oversigt

    Oversigt