38-årig anholdt: Tog sig en spiller midt i Svendborg

En 38-årig mand sad og onanerede på en bænk i Frederiksgade midt i Svendborg. Det fandt adskillige mennesker temmelig upassende, og politiet anholdt manden.

Fyns Politi har haft en forholdsvis rolig lørdag aften og nat, men kort før klokken seks søndag morgen udspillede der sig en noget aparte situation. En 38-årig mand sad i fuld offentlighed og tilfredsstillede sig selv på gaden i hjertet af Svendborg.

- Der er en mand, der sidder på en bænk i Frederiksgade med sit erigerede lem fremme og laver de der kendte bevægelser med hånden, mens der er mennesker, der går forbi, fortæller vagtchef hos Fyns Politi, Hans Jørgen Larsen.

Der er flere kvinder, der ser manden sidde og onanere, og de bliver temmelig forargede, oplyser vagtchefen.

- Det kan jeg sådan set godt forstå, og der er faktisk en kvinde, der optager en video af seancen og som sender den til politiet, og så tager vi selvfølgelig affære og anholder manden, siger vagtchefen og tilføjer, at han ikke er klar over, hvor langt manden var nået i seancen.

Den 38-årige mand blev taget med på stationen, og han bliver sigtet for blufærdighedskrænkelse. Han var heller ikke helt ædru, fortæller vagtchefen.

Optakt til slagsmål og en fulderik i Odense
I Odense blev hænderne brugt på en anden, mere ukærlig måde. Klokken 5.30 er to mænd kommet i klammeri på morgenværtshuset Rådhuskælderen i Odense.

- Der er to mænd, der kommer i håndgemæng inde på værtshuset. De kommer ikke for alvor op at slås, men de forsøger på det. Men dørmanden står tæt på og ser det, og faktisk har vi to betjente på stedet, som ser det og griber inde med det samme, siger Hans Jørgen Larsen.

Den ene, en 52-årig mand fra Munkebo, var lidt uregerlig, da politiet blandede sig, og han blev taget med på stationen til afrusning.

- Han bliver sigtet for overtrædelse af restaurationsloven, fortæller vagtchefen.

Omkring en time senere må Fyns Politi igen assistere en 33-årig mand, der har fået rigeligt med drikkelse, fortæller Vagtchefen:

- Han ligger og kravler rundt på Roeskovsvej i Odense, og han har skrammer i ansigtet efter fald. Han er slet ikke klar over, hvor han er, så han er også taget med på stationen til afrusning.

 

Oversigt

    Oversigt